Jeg har fået lov til at dele denne kvindes forundring og nysgerrighed. Hun har arbejdet med sig selv i mange år, er kærlig, hensynsfuld og forstående.

Hun har stor værdi i hendes omgangskreds og de mennesker hun er i berøring med. Som empatisk, intelligent, selvansvarlig og forandringsvillig. Hun formår så også at falde for en mand der i den grad sætter hendes tvivl og selvværd på prøve. Han er en flot fyr, sympatisk, maskulin og veltalende. Han er også manipulerende, svigefuld, hånende og grov. Han får ikke bare hende, men også andre af hans kærester før hende til at gøre ting de ellers ville have tænkt var forkastelige. Ømhed og hårdhed i samme person. Drama, konflikt og forsoning. Svær at holde ud og svær at forlade. Politi, på kant med loven, skam og skyld.

"Min fornuft siger løb, men hjertet siger bliv" skriver hun, og så spørger hun: "Hvordan ser det ud? Udefra? Det er så svært at stå i, så svært at finde op og ned på. Hvad er rigtigt og forkert?"

Der er så mange parforhold hvor noget lignende foregår. Måske ikke helt så dramatisk og også hvor det er omvendt, altså hvor det er manden der stiller de samme spørgsmål.

Jeg har ingen forkromede svar eller løsninger på spørgsmålet "hvorfor". Det ville være stik i mod min dybeste overbevisning om at vi alle har vores helt egne grunde til at søge de udfordringer i livet vi har brug for. Men når det er sagt så kan vi også trække nogle generelle streger på landkortet. Som viser lidt om hvilken retning vi måske vil bevæge os i, for at blive klogere på hvem vi er. For at blive klogere på hvad kærlighed er. Og for at brænde hul i nogle af de overbevisninger om os selv som skaber stagnation og stivsind.

Det kunne helt sikkert også være mig der faldt for en sådan person. Kunne det også være dig?

Vores personligheder er så finurlige. De opdeler alting i rigtigt og forkert, i smukt og grimt, godt og skidt. Så når noget er smukt vil vi lede efter det grimme. Når noget er grimt vil vi søge det smukke. Og så videre. Det er godt at vide. Det er godt at undersøge. At vi hele tiden vurderer og deler verden om i poler, i modsætninger.

Det er måske også sådan vi nødvendigvis må udvikle os i retning af et mere åbent og frit selv, med mindre vurdering og dømning. At vi må møde det 'polære', altså det vi udstøder og afviser hos os selv. Alt det vi synes er forkert, grimt og skidt. Men også det kærlige, smukke og ekstatiske vi heller ikke tør rumme i os selv.

På min hjemmeside har jeg dette citat af Rainer Maria Rilke: "Måske er det sådan, at alt, hvad der er forfærdeligt, i sit inderste væsen har brug for vores kærlighed"

Hvad nu hvis vi ubevidst søger det forfærdelige fordi noget kærligt i os gerne vil hele det? Det forfærdelige i os selv, såvel som det forfærdelige i andre?

C.G. Jung har beskrevet det i vores personlighed som han kalder for 'skyggen', (det vi ikke vil stå ved i os selv). Det er en anden god måde at undersøge hvad det er der ubevidst tiltrækker os hos et andet menneske. Det i os som ikke vi ikke er bevidste om, som vi fornægter eller afviser. Som vi har haft oplevelser med i vores liv, men som vi ikke bryder os om at genopleve og derfor forsøger at fortrænge. 

Jeg ved godt at dette lille indlæg ikke til fulde besvarer eller forklarer den intelligente kvindes fascination og tiltrækning af en manipulerende og 'farlig' mand. Men det er bestemt i den retning jeg ville gå hvis jeg skulle hjælpe hende på vej mod en større bevidsthed. Og det er den vej jeg selv søger at følge.

Har jeg ikke været sød i dag? Med frygt og sorg i stemmen stiller den lille pige spørgsmålet til sin mor og far. Far og mor har ryddet op og sidder nu i stuen efter at gæsterne er gået.

"Du kan bare ikke lære det, kan du!!!" Fars hånende stemme brænder dybt ind i hjertet. Nu begynder det igen. "Hvor tit skal jeg sige til dig, at…." og "Er det helt umuligt for dig at forstå….". "Når du ikke kan forstå det jeg siger til dig, så må du jo føle det". "Du må jo være dum"!

Den lille pige vidste sådan set godt at det ville komme. Men det er bedre at få det sagt og overstået end at gå og vente på det. Og hun ved også godt at det ofte ender med en ophovnet kind og et aftryk af fars fingre i ansigtet. Han slår hårdt! Og tit!

At sådan en opvækst sætter sig i den nu voksne kvinde, er med til at danne hendes personlighed og får afgørende betydning for den måde hun møder verden på er der efterhånden en udbredt forståelse for. 

Når kvinden så sætter sig i den ene stol i min praksis og hendes mand i den anden. Som to voksne der elsker hinanden, men er faret vild i skænderier, beskyldninger, skuffelser og smerte. Så starter et udredningsarbejde af ønsker og drømme, længsler og håb på den ene side, og af svigt, afvisninger, magtesløshed og opgivelse på den ande. 

Vores personlighed opererer med rigtig og forkert, godt og skidt, smukt og grimt, kærlighed og afvisning, så det er naturligt at det er der vi starter. Det er også klart at når vi opdeler verden på den måde, så er det lidt af en udfordring at undersøge sin partners vrede, sorg og afmagt. Det er jo forkert eller rigtigt. 

Det er rigtigt at kvinden har den oplevelse med sig i bagagen og at den har betydning for hendes måde at møde hendes mand på. Især når bølgerne går højt, men også når de bare stiger lidt i intensitet. Hendes forsvarssystem begynder at blinke. Hun har meget dårlige erfaringer med at blive mødt på hendes gode intentioner. Hun har dårlige erfaringer med at være god nok og med at være en der elskes for den hun er. Hun tvivler dybest set på at hun er værd at elske.

At være manden i hendes liv er svært og en udfordring han ind i mellem er ved at give op over for. Han må vide at han har nøglen til at hjælpe sin kvinde i kontakt med at hun er 'elske værdig'. Og han må vide at det kræver tålmodighed, accept og mod til at stå ved sig selv. Hele vejen.

Hvis ikke han er ærlig og autentisk kan hun jo ikke tro på ham. Hvis han giver op og trækker sig, bekræfter han at hun ikke er indsatsen værd. Hvis han afviser og kritiserer bekræfter han hendes indre selvafvisning.

Han har sin historie, men det må blive en anden gang. Han har jo ikke 'helt tilfældigt' valgt sin kvinde.

Den søde pige bliver til en sød kvinde, hun gør sig umage med at gøre andre og sin mand tilfreds. Hun ofrer sig og er på forkant med at hun bliver straffet fordi det ikke er godt nok.

Men hun stråler ikke, hun lyser ikke. Og hun kritiserer i det skjulte. Hendes længsel fylder og bliver til uudtalte forventninger og krav.

Hendes mand oplever ikke at han kan gøre hende tilfreds. Alt det praktiske er ok, men der er en dødhed i mellem dem, et fravær af liv, nysgerrighed og glæde. Ingen intimitet og lyst til hinanden fysisk.

De bliver fanget i rigtig/forkert! Hver for sig og sammen. Dømninger og afvisninger går både ind mod dem selv og ud mod den anden. 

Det er ham der kontakter mig. Og det bliver et langt forløb. Med dyb afmagt og fortvivlelse. Men også med rørende øjeblikke af møder der forvandler. Måske ikke hele forholdet, men i hvertfald øjeblikket. Og øjeblik for øjeblik.

Jeg mærker frustrationen, afmagten og fortvivlelsen. Har jeg hvad der skal til? Kan jeg rumme så stor smerte? Formår jeg at holde lygten længe nok til at nye indsigter, forståelse og bevidsthed kan melde sig?

Men det hele løsner når engagementet, viljen og kærligheden er stærkest. Når parret tålmodigt og vedholdende vender tilbage igen og igen. Får løst den ene knude efter den anden. Og lader nogle være uløste, men ikke glemte.

De lykkes ikke med at det er hende der skal ændre sig, de lykkes fordi de begge tager ansvar for at ændre noget hos sig selv. Og de lærer og udvikler sig hver for sig - til gavn for deres fælles kærlighed.

Det kræver en stor indsats at holde liv i kærligheden. At udtrykke den i hverdagen. Tålmodigt og vedholdende. Og ind i mellem kræver det at livet får lov til at forstyrre og øge forståelse og bevidsthed om hvad det er der foregår. At nogen eller nogen får lov til at stille spørgsmål.

Bevidsthed er kærlighed.

"…We do not become healers… 

We came as healers…We are… 

Some of us are still catching up to what we are...

We do not become storytellers... 

We came as carriers of the stories… 

We and our ancestors actually lived… We are… 

Some of us are still catching up to what we are...

We do not become artists…We came as artists…We are... 

Some of us are still catching up to what we are...

We do not become writers..dancers..musicians… helpers.. peacemakers…We came as such…We are… 

Some of us are still catching up to what we are…

We do not learn to love in this sense…

We came as Love…We are Love…

Some of us are still catching up to who we truly are..."

Jeg kender en lille dreng på 5, Birger, som var blevet godt og grundigt kapret af utilfredshed. Jeg ved ikke hvad det handlede om. Brormand fandt det underholdende at pirke til utilfredsheden.

Så blev der delt lidt modbydeligheder og et par slag de to brødre i mellem. Og mor trådte til og skilte sine drenge ad. 

Meget kort tid efter dukkede den før så utilfredse Birger op med et helt forandret humør og delte kys ud. Til mor, til bror og et til mig. Og synes også at han selv kunne have brug for et kys fra hver af os. Noget af en forandring. 

"Sikke et dejligt humør du er i nu, hvordan kan det være?" spurgte hans glade mor. Og så pegede drengen på et guldbælte han havde taget om livet og sagde: "Jeg har taget kærlighedsbæltet på".

Uden at lægge alt for meget i det, så er det et dejligt eksempel på hvordan vi kan ændre en ubehagelig følelsesmæssig tilstand ved at gøre noget andet end vi plejer. En måde at finde tilbage til fællesskabet. Som voksne har vi også adgang til magisk tænkning og det kan være en redning i pressede situationer at forestille sig blå himmel, skinnende sol og vilde heste på sletterne.

Vi kan også tage andre beslutninger, som at tømme vores lunger for gammel inficeret luft og fylde dem med ny frisk og livgivende kraft. Vi kan gå en lille tur,  sætte noget god musik på, vi kan hoppe op og ned i 2 minutter eller slå os selv i hovedet med en grydeske.

Det dejlige her er at registrere hvordan en lille dreng på 5 finder en vej til at ændre sin egentilstand på. Løsningen med 'Kærlighedsbæltet' satte ham i stand til at komme tilbage til middagsbordet og deltage i resten af måltidet sammen med os andre. Og han havde selv fundet en vej. 

Som vi bliver ældre finder vi vores veje til en god, acceptabel eller genkendelig egentilstand på forskellige måder. 

Helst vil vi elskes, i mangel af bedre accepteres og endelig vil vi hellere frygtes og hades end vi vil opleve det værst tænkelige - at blive ignoreret.

At vi søger kærlighed og finder kreative veje er Birgers kærlighedsbælte et godt eksempel på.

Måske har vi alle et 'kærlighedsbælte', et redskab eller en indstilling der skaber de bedste betingelser for at blive elsket og holdt af? Et bælte der virker efter hensigten eller et bælte der trænger til at blive justeret og efterset?

Jeg tror jeg har sådan en indre 'overdommer', der sidder oppe i min hjerne i et kontroltårn og overvåger mine tanker og handlinger. I mere paranoide øjeblikke tror jeg det er Gud der holder øje med mig. Men for det meste er jeg bare opmærksom på at jeg holder øje med mig selv. 

Og at den måde jeg holder øje på ikke er særlig venlig og anerkendende. Men snarere dømmende og irettesættende. Ja nogen gange decideret modbydelig.

Jeg sad i lang tid og kiggede ud af vinduet, ud på græsset, træerne og haven. Der var sådan en dejlig forårsstemning i luften. Temperaturen var steget fra minus til plus, sneen ved at forsvinde og rådyret lå bare og døsede.

Og så var 'overdommeren' der. Han tordnede fra tårnet: Du spilder din tid! 

Jeg fik dårlig samvittighed, for det er jo rigtigt. Jeg skal igang! Jeg skal kigge på hjemmeside, jeg skal gøre rent, jeg skal ordne regnskab, jeg skal…….

Så blev der stille lidt, og i stilheden kom spørgsmålet:

Hvad nu hvis? Hvad nu hvis det er helt omvendt! 

At det er generøst at spilde tiden? At jeg kan være gavmild med min tid? Og bare spilde den!

Skulle jeg i virkeligheden bruge mere af min tid på at spilde den. Bare lade tiden gå, uden at gå nogle særlige steder hen.

Er det generøst at spilde sit liv?

Det var så befriende lige at vende det hele lidt på hovedet. (Ikke for 'overdommeren')

Du ved den der dejlige varme indre oplevelse af at have tid nok, at sidde i en dyb afslappet tilstand uden at skulle nogen steder hen. Kigge på haven, rådyret, græsset. Bare spilde tiden.

I skolen blev vi taget i at 'dagdrømme' når vi sad og stirrede ud af vinduet. Og det var ikke ok i min skole.

Jeg har så travlt med at skabe mening, finde mening, undersøge mening at det sgu bliver anstrengende til tider.

Og hvis jeg så skal sidde stille lidt, så skal det helst være til noget god musik, med en god bog, en god ven, min kæreste, altså med nogen eller noget.

Eller også skal jeg sætte mig bevidst og meditere. Jeg må i hvert fald ikke spilde tiden.

Så lige nu sidder jeg bare her og spilder tiden - spilder mit liv!

Forstår du?

Du står op om morgenen, vasker dig, børster tænder og ordner dig så du bedst muligt kommer til at ligne dig selv. Så spiser du morgenmad og drager ud i verden. 

For at gøre en forskel?

Nogen skal i børnehave eller skole, det er børn der har voksne til at hjælpe sig. Hjælpe dem til at ligne sig selv inden de drager afsted.

Så er der alle dem der er voksne, som måske uddanner sig og går i skole eller som går på arbejde. De forsøger også at ligne sig selv bedst muligt inden de tager afsted for at gøre en forskel.

Gøre en forskel? Hvad er det nu lige det er for en størrelse?

Jeg tager på arbejde for at tjene penge til min husleje, for at få mad på bordet, råd til at rejse lidt, gå ud og spise og for at have penge til at have det lidt sjovt. Sådan er det vel! Er det ikke?

Jeg gør mig umage for at ligne mig selv inden jeg tager afsted for at gøre en forskel for mig selv. Så jeg kan forsørge mig og min familie og har lidt ekstra til noget sjovt.

Det kan jeg være mere eller mindre god til. Jeg kan være god til at få mig til at ligne mig selv, så jeg har en god fornemmelse af mig inden jeg drager af sted om morgenen. Jeg kan gøre mit job på en måde så jeg bliver anerkendt og respekteret og sikre mig en god levestandard og et stort overskud til at have det rigtig godt. 

Det er helt sikkert at gøre en forskel. Hvis ikke jeg gjorde forskellen, så ville jeg ikke ligne mig selv, jeg ville ikke have en god fornemmelse af mig og jeg ville heller ikke blive anerkendt og respekteret, ligesom jeg ville savne overskud og glæde.

Jeg har gjort en forskel når jeg lægger mig til at sove om aftenen med en følelse af tilfredshed. Jeg har gjort en forskel ved at gøre det godt.

Den måde at gøre en forskel på er af helt afgørende betydning for livsglæde og livsmening. Det er noget fundamentalt menneskeligt og noget som rigtig mange mennesker i verden, også her i Danmark, ikke formår eller har adgang til.

Og hvis vi formår at gøre en forskel i vores liv på denne måde skaber det mulighed for at gøre en forskel på et større plan. 

Så kan jeg bruge min gode fornemmelse af mig til at fokusere mindre på hvor meget overskud jeg har til at have det rigtig godt og mere på hvor meget af mit overskud jeg kan bruge til at hjælpe andre til at få det rigtig godt.

Det er typisk det vi tænker på når vi tænker på at gøre en forskel. At vi gør noget godt for andre, at vi er med til at ændre den verden vi lever i, i overensstemmelse med hvad vi tror på.

At gøre en forskel på denne måde, at løfte sin indsats til også at gælde den verden vi lever i, skaber for rigtig mange en stærk oplevelse af livsmening.

Det dejlige er at vi er så forskellige. At nogle har brug for lidt og andre har brug for meget. Brug for meget eller lidt før de føler at de har det godt med dem selv. Det skaber forskelle og de forskelle har værdi. Forskelle skaber holdninger og nysgerrighed, de skaber både stivsind og smidighed. Forskelle skaber bevidsthed om hvem og hvad vi er. Nogen gange skaber de samarbejde og fællesskaber andre gange skaber de konflikter, frygt og ensomhed.

Både på den ene og den anden måde, i det personlige og i det større, er det at gøre en forskel noget vi kan tage til os. Det er noget vi kan give bevidsthed og undersøge nærmere.

Når jeg står op om morgenen, hvad er det så jeg gør og hvem er det jeg forsøger at ligne for at blive mig? Hvad er det jeg gør når jeg tager hjemmefra? Hvordan møder jeg verden omkring mig? 

Og med hvilken fornemmelse af mig selv lægger jeg mig til at sove? Tilfreds, mæt og træt?

Og måske endda taknemmelig?