GRUPPE TERAPI
At være en del af en gruppe
Hvordan har vi det i grupper? Sammen med andre mennesker?
Trives vi og hygger vi os, er vi kreative og frie eller er vi tilbageholdende og generte, er vi bange for at blive set og hørt?
De fleste af os er begge dele, afhængige af hvilken gruppe vi lige nu er i.
Mennesker er gensidigt afhængige af hinanden. Ligesom et frø ikke bliver til et træ uden næring fra jorden, vind, vand og sollys, så bliver vi ikke til hele mennesker uden vores forældre, familie og samfund.
Grupper tjener mange formål. Sammen med legekammeraterne søger vi leg og glæde. Vores kolleger er faglige arbejdsfæller, venner er fritid og interesser, sportsgruppen er kropslig udfoldelse, leg og konkurrence, familien er tryghed og kærlighed, samfund er fremtid, udvikling, kultur og politik.
Grupperne overlapper og nærer hinanden på kryds og tværs. De udvikler os, de gør os stærkere og klogere. De får os til at føle os levende. De skaber mening og værdi.
Terapigruppen
Vores medlemskab af en gruppe er således vigtig for vores overlevelse og derfor kan terapigruppen tjene som en spejling og bevidstgørelse af de grupper vi ellers er, og har været, en del af; familien, klassen, kammeraterne, parforholdet, arbejdsfællesskabet, kulturen, samfundet, osv.
Denne spejling og øgede bevidsthed kan give adgang til nye tanker og refleksioner om os selv og vores roller, vores indstillinger og værdier, vores styrker og svagheder.
Nærvær, kontakt og relationer.
En terapi gruppe er en opdagelsesrejse i skjulte ressourcer, personlig vækst og udvikling. Det er en afdækning af begrænsende overbevisninger og tilbageholdte længsler og drømme.
Det er udfordring og forstyrrelse af forholdemåder og livsindstillinger.
Og så er det en gruppe hvor tryghed, afslappethed og tillid er afgørende for risikovillighed, engagement og udbytte.
Terapi gruppen er oplevelsesorienteret, dvs. med særlig opmærksomhed på de indre oplevelser i kroppen, følelserne, sanserne og tankerne.
Personlig udvikling og vækst
Terapigruppen er en god udviklings og vækst mulighed da gruppedeltagernes individuelle udfordringer, drømme og livsindstillinger bliver spejlet og reflekteret i resten gruppen.
De spejlinger og refleksioner vi møder i gruppen skaber øget bevidsthed om den måde vi forholder os til os selv og vores liv på.
Det giver afsæt til nye oplevelser af os selv, som skaber grobund for forandringer i retning mod et mere helt og autentisk menneske.
Terapigruppen afvikles typisk over et længere forløb, så deltagerne lærer hinanden at kende og bliver værdifulde vidner og samarbejdspartnere på den personlige udviklingsvej.
Terapigrupper er forskellige.
Det har naturligvis betydning hvem terapeuten er og hvilken faglig orientering og træning terapeuten har.
Dernæst har det betydning for udbyttet at det er en gruppe af mennesker som vi kan føle os trygge ved.
Som med andre terapeutiske valg er det vigtigt at forsikre sig bedst muligt om at det nu også er en god gruppe for mig.
Tag en samtale med terapeuten og giv dig selv lov til at møde resten af gruppen før du beslutter dig.
Vær sikker på at der er en god tryg ramme for forløbet. Tavshedspligt, omsorgsfuld og tillidsfuld indstilling, osv.
Mødet med vores familiegruppe.
Den første gruppe vi mødte da vi kom til verden og som det var livsvigtigt at blive en del af var vores familie.
Først mor, så far, søskende, bedsteforældre, tanter, onkler, fætre, kusiner, nevøer, osv.
Vores oplevelse af os selv og dannelsen af vores personlighed beror i høj grad på de tidligste møder med vores familiegruppe.
Var vores mor omklamrende, nervøs og kontrollerende?
Var hun optimistisk, afslappet og kreativ?
Måske var hun syg, misbrugende, afvisende og afmægtig?
Var vores far nærværende, interesseret og legende? Eller vred, ligeglad, træt og kritiserende? Hvad med vores søskende? Og vores bedsteforældre?
Var vi fattige, rige, hvor mange var vi?
Disse indtryk indprentede sig i vores bevidsthed og blev til retningslinier for hvordan vi bedst kunne sikre os overlevelse, tryghed, anerkendelse og eventyr.
Hvis mor var glad kunne jeg være glad! Hvad skulle jeg gøre for at gøre mor glad?
Hvis mor ikke brød sig om mig – ville jeg så kunne overleve? Ville hun tage sig af mig igen eller ville hun måske bare lade mig ligge og aldrig tage mig op igen? Eller sende mig væk?
Anerkendelse og overlevelse.
Hvordan vil de helst have mig? Hvad vil gøre dem stolte og glade for mig? Hvad skal jeg gøre for at de ser mig?
Der var sider af os selv som vi godt kunne vise frem, som blev accepterede og forstået, som måske endda blev rost og anerkendt. Og så var der sider af os som ikke kunne vises frem, som de ikke brød sig om, som vakte foragt, hån og vrede.
Selv om det er en forenklet fremstilling, så er det er i grove træk på den baggrund vores identitet har rodfæstet sig og fundamentet for vores personlighed.
Vores personlighed repræsenterer vores families glæder, sorger, smerter, frygt, håb og længsler. Herunder vores families møde med kulturen og samfundet. Vi bærer arven videre på godt og ondt.
Når vi møder andre mennesker gør vi dem ubevidst til repræsentanter for familiemedlemmer og vigtige voksne, vi mødte tidligt i vores liv, mennesker som vores lille barnehjerne dengang affotograferede i lyd, billede, lugte og stemning, og lagrede som sikkerhed for at kunne reagere mest hensigtsmæssigt ved næste møde. Disse data er stadig aktive i vores ubevidste hukommelse. Data vi stadig benytter til at afgøre om det er en ven eller fjende der står over for os lige nu, som fortæller os om vi skal kæmpe eller flygte, eller om vi kan slappe af og se frem til et spændende, trygt eller kærligt møde med et andet menneske.
Personlig udvikling og vækst betyder at vi tager dette forhold på os, bliver bevidste om det, anerkender og accepterer det Men det betyder også at vi begynder at finde ind til, bevæge os mod, den unikke kerne af eksistens, liv og væren vi også er.
Det er ikke nogen hurtigt overstået rejse, snarere en livslang proces, som vi omsorgsfuldt og tålmodigt går dybere og dybere ned i.
Og når vi først er begyndt på denne rejse, så er der ikke nogen vej tilbage.
Det er i mødet med eksistensen og nærværet selv at vi har mulighed for at slippe vores personligheds evige jagt på bekræftelse og accept, det er her vi kan slippe frygten for afvisning, og frygten for ikke at være gode nok.