At række hånden frem mod en fremmed

Interview til "Aktive kvinder"
Af: Kristina Gjelstrup Villadsen
Hvad gør du, når den hjemløse på hjørnet en dag ser ulykkelig ud, når du hver eneste nat i en måned har lagt øre til naboen stille gråd, eller når underboen går med tunge skridt forbi din dør? Siger du noget? Og hvordan griber du det an, hvis du gerne vil hjælpe?
 
Præst Kristine Stricker Hestbech og psykoterapeut Claus Verner Nielsen giver her stof til eftertanke og gode råd til, hvordan du rækker hånden frem og hjælper et fremmed menneske.

Hvordan hjælper man et fremmed menneske?
Præsten: Det er nok der, hvor det at hjælpe er sværest, fordi der ikke er nogen relation i forvejen, og fordi den anden ikke selv rækker ud efter hjælp. Her skal man finde ud af, hvordan man går fra en passiv rolle til en aktiv rolle.
Terapeuten: Medfølelse er et vigtigt ord. Der er en væsentlig forskel på at være medlidende og på at være medfølende. Vi har ikke brug for medlidenhed, men hvis vi mærker, at et andet menneske har medfølelse, så bløder vi måske lidt op. Det handler om det nærvær og den indstilling, vi møder et andet menneske med.
 
Hvad er første skridt, når man eksempelvis vil hjælpe naboen eller underboen?
Præsten: Hvis man hører nabokvinden græde hver aften, mens hun bare smiler på trappen, så vil det være grænseoverskridende at sige ligeud, at man kan høre hende græde. Her kan man begynde med at spørge, om hun har lyst til at mødes til en kop kaffe. Begynde et neutralt sted og på den måde få dannet en relation.
Terapeuten: Man skal ikke direkte spørge om naboen har brug for hjælp. I stedet skal man tilbyde sin interesse og sit engagement. Man kan måske sige noget om det gode vejr eller det støjende vejarbejde. Samtalens indhold er ikke det vigtige. Det vigtige er, at vi stopper op, tilbyder vores tid og viser interesse for det andet menneske.
 
Hvad kan næste skridt være?
Præsten: Når man sidder over kaffen, kan det gå to veje. Den ene er, at hun ikke åbner sig overhovedet. Den anden er, at hun selv lægger kortene på bordet. Den svære er selvfølgelig, hvis hun ikke åbner sig. I den situation må man mærke efter, om man synes, at der er nok tillid til, at man kan sige ”Jeg er bange for, at jeg går over dine grænser, men jeg vover det alligevel, fordi jeg er bekymret over at høre dig græde.” Hvis hun så kommer med bortforklaringer, skal man sige, at man også bare gerne lige ville høre. Man kan række hånden ud, men man kan ikke kræve, at de tager den.
Terapeuten: Måske opfatter underboen ikke interessen i første omgang, men så er det vigtigt, at man husker intentionen om at hjælpe og ikke tager den første reaktion som en afvisning. Ofte bunder det jo i, at vi er bange for at åbne os over for andre og gøre os sårbare. Næste gang man møder vedkommende, prøver man igen at indlede en samtale, og langsomt bløder den anden måske op. Næste skridt kan så være at tilbyde at bære poserne eller følges op af trappen.
Man skal have tillid til sig selv om, at man selv kan fornemme grænserne og lade dem være styrende for, hvad man skal gøre. Ville man selv blive intimideret, hvis et andet menneske opførte sig på en bestemt måde, så skal man heller ikke selv gøre det.
 
Hvad gør man derefter?
Præsten: Hvis hun åbner sig og fortæller historien, så er det din opgave at være vidne. Du skal ikke fikse hendes liv. Vi tror, at vi skal redde hele verden. Det kan vi ikke. Men vi kan være et medmenneske, der viser, at vi er opmærksomme.
Du kan spørge hende, om hun vil høre, hvad historien gør ved dig, men du skal komme med gode råd, hvis hun ikke beder om det. Gode råd har nemlig oftest en fordømmelse i sig. Hvis du siger, at du ikke havde fundet dig i hendes situation, så virker det fordømmende.
Terapeuten: Det bedste, man kan tilbyde, er at lytte, vise interesse og stille spørgsmål. Det handler ikke om, hvad du selv har oplevet, men om hvad din underbo har brug for at tale om. Hvis man hjælper en anden, så skal man indstille sig på at lytte og være interesseret. Samtidig skal man passe på ikke at fare frem med sin nysgerrighed. Man skal stikke en finger i jorden og forholde sig lidt afventende.

Hvad skal man huske på undervejs?
Præsten: Man skal bevare respekten mellem de to mennesker, så man ikke bliver frelser og offer. Det er et medmenneske, man står over for. Ikke et undermenneske. Man skal ikke skabe andre mennesker i sit eget billede, men have respekt for livets mangfoldighed.
Terapeuten: Vi må ikke tro, at vi som hjælpere tager over for et andet menneske. Det skal vi ikke gøre.
 
Hvad skal vi huske i forhold til os selv?
Præsten: Man skal huske at være klar i sine grænser. Hvis man ikke har overskud til at snakke, så skal man sige det. Det er ærlig snak, og det bliver den anden ikke ked af. Vedkommende bliver mere ked af det, hvis man ikke siger det, men signalerer det. Så giver det skyldfølelse.
Terapeuten: Man skal tillade sig at have sine grænser, og selvom de måske ikke altid bliver holdt, så skal man være bevidst om dem. Når et menneske er afklaret med sine grænser, styrker det også evnen til at være i en relation.
 
Forpligter man sig?
Præsten: Man skal vide, at hvis man banker på et fremmed menneskes dør, så skal man også være klar til, at den fremmede åbner døren.
Terapeuten: Jeg tror, at noget af det store og smukke her i livet er at forpligte os. Når man er til stede, er nærværende og tager livet på sig, så er der tale om en indre forpligtelse, der er med til at gøre livet meningsfuldt. Jeg er ikke i tvivl om, at mennesker, der tilbyder hjælp, også inviterer sig selv ind i livet på en større, smukkere og mere sand måde.

Tags: Hjælpe, ulykkelig, ensomhed, ansvar, fremmed