Kærlighed
Kærlighed
Kærlighed
er et vågent og intimt indre forhold til dig selv
og din krop. Kærlighed er en essentiel indre og
iboende kvalitet i mange nuancer.
Kærlighed i mellem to lykkes i det øjeblik hvor den
ikke er afhængig af den anden, men hvor de begge i
kærlighedsmødet værdsætter den andens væren.
Kærlighed og sex kan godt være adskilt, sex uden
kærlighed er ”som et godt nys”, mens sex med
kærlighed heler, udvikler og nærer.
Kærlighed er åbenhed over for det, som er, alene
for glæden ved at møde, kende og se.
Kærlighed bliver stærkere, smukkere, mere intim og
lidenskabelig i takt med at vi udvikler os til
ansvarlige, selvstændige og frie mennesker. Og
modsat bliver kærlighed svagere, betinget og ufri,
når vi er identificeret med det vi mangler og ikke
har; når vi søger den uden for os selv, når vi er
afhængige af, ofre for, bekræftelse, samhørighed og
”den anden”.
Når kærlighed er et vågent møde, hvor vi vidner og
ærer vores essentielle natur, så skaber vi
gensidigt os selv, i en proces, i et kreativt NU, i
et intimt nærvær - det kræver ærlighed, sårbarhed
og modenhed.
Når jeg elsker at se og møde essensen hos den
anden, oplever jeg også at den anden er et unikt
individ og forskellig fra mig. Kærlighed anerkender
den anden. Jeg oplever at jeg ikke er alene i
verden. På den måde kan kærlighedsmødet heale den
eksistentielle frygt for isolation. Jeg oplever at
den anden er adskilt fra mig, og derfor også
eksisterer uden mig. Ultimativt vil jeg løsne mig
fra mine afhængighedsmønstre og blive et frit
menneske.
Kærlighed er en oplevelse, et nærvær, en proces;
båret af sanser, følelser og tanker.
Når kærlighed er en oplevelse der vibrerer i hver
en celle, i alle organer, muskler og nervetråde.
Når mine fingre og krop mærker og sanser kærlighed,
når hjertet føler og oplever kærlighed; når hjernen
med ord beskriver hjertets oplevelse.
- Så elsker jeg!
Kærlighedsoplevelsen er som et skift i måden at
være til i verden på.
For det meste er jeg ikke opmærksom på min
vejrtrækning som et livets kærtegn der bekræfter et
magisk mysterium, livets puls. Tværtimod reagerer
jeg per automatik, så jeg uden at give det
opmærksomhed, følger og gentager de gamle og dybe
spor i mine reaktionsmønstre igen og igen.
Ikke nødvendigvis med smerte eller lidelse, ofte
med behag og behovstilfredsstillelse, men ubevidst,
uden nærvær, uden intimitet.
Men ind i mellem skifter min opmærksomhed til et
essentielt og meget intimt nærvær.
Og så er jeg konge i mit eget rige, et dynamisk,
farverigt, magisk og helt igennem smukt, fantastisk
univers. Måske er universet ikke kærlighed alene,
men jeg elsker at være der!
Jeg elsker at orientere mig i verden herfra. Nogle
gange er jeg konge, magtfuld og stærk, i kontakt
med rigdom og overflod, medfølende, storsindet og
retfærdig. Andre gange er jeg en hjertets kriger
der sårbart og åbent, påtager mig kærlighedens
mission, en ridder der kæmper med ildsprudlende
drager forklædt som normer og rigide adfærdsregler.
Eller en magisk vismand der forvandler og
transformerer. Så er jeg medskaber af universets
mystik og vidunder.
Nogle gange er jeg narren der legende, smilende og
med en champagnebrusende boblen i alle mine celler
kaster mig ubekymret og fri ind i livets hvirvler
af spøgefuld kreativ manifestation. ”Let’s try it
on!”
Alle variationer og nuancer opleves i et skær af
fantastiske farver, juveler, guld og rigdom, de
sanses som kærlighed, kraft, glæde, medfølelse,
fred og inderlighed, oplevelser af overflod. Og
tænker at det er paradis på jord.
At elske er en kunst som Fromm (Filosoffen Erich
Fromm’s bog ”Kunsten at elske” Red) beskriver det;
det er noget vi skal træne, noget vi skal lære som
kræver sand ydmyghed, mod, tro og selvdisciplin –
en stor opgave.
Kærlighed er også smerten ved at vokse og udvikle
sig. Når vores hjerte udvider sig og vores evne til
at elske vokser, så kræver det mere plads end det
selvbillede og den følelseskrop vi lever med og
opholder os i, noget sprækker og åbner sig, og det
må vi tillade. Vi må nødvendigvis møde de
blokeringer og den historie der knytter sig til
vores tilbageholdenhed, til vores mindreværd og
vores fastlåste selvbilleder.
Det gør ondt. Det er en smerte vi hver i sær må
vokse og modne os til at forstå og til at bære.
Og den smerte må vi vælge og tage på os som et
vilkår ved at udvikle sig, ved at øge vores
bevidsthed og ved at styrke vores kapacitet til at
rumme al den ild, kraft, lidenskab, medfølelse,
omsorg og det kærlige nærvær som bor i os.
Som vi dybest set aldrig har mistet, men som vi har
lagt låg på, kapslet inde, og undertrykt for at
passe ind, for at overleve.
Kirkegaard:
”...den Kjerlige forudsætter, at Kjerligheden er i
det andet Menneskes Hjerte, og just ved denne
forudsætning bygger Kjerligheden i ham op – fra
grunden af, forsaavidt han jo kjerligt forudsætter
den i Grunden”
