Human Contact

Jalousi

JustBeHere


Jalousi kan være en nøgle til et stærkere, ærligere, mere intimt og nærværende forhold. Og særligt hvis begge parter tager ansvar for deres forhold og for at jalousien er et fælles problem. Der måske opleves forskelligt for parterne, men som er smerteligt for begge.

Og jalousi kan være en nøgle til selv at blive stærkere, mere fri, og mere ærlig. Udviklingsmæssigt ligger der en kraft i jalousien som kan sende os på en rejse mod os selv, med mulighed for mere selvværd, frihed og livskraft.

Jalousi er en af de virkelig barske følelser. Måske den værste. Jeg tror at vi alle sammen kender den. Mere eller mindre. Jalousi en svær følelse at bekende sig til. Det er en af de ’forbudte’ følelser, vi bliver svage og magtesløse, og det er der ikke nogen af os der kan lide at mærke, eller for den sags skyld at se på, så vi prøver at skjule vores svaghed. Og når vi forsøger at skjule det bliver vi anspændte, indelukkede og irriterede. Anspændtheden tager til, over timer og måske dage, for endelig at komme ud som en mindre eksplosion af vrede, had, sorg, smerte og frygt. Når jeg bliver jaloux kan jeg mærke varmen brede sig i kroppen, mine tanker kører på højtryk, jeg gætter og ’ser billeder’, jeg forestiller mig det værste og jeg gør mig klar til konfrontation og på at jeg måske skal skilles fra den jeg elsker. Jeg føler mig vraget, uelsket, forrådt, trådt på og til grin.

Jalousi viser os at vi er afhængige af et andet menneskes kærlighed, accept, ros, og anerkendelse. Vores liv sammen med vores kæreste er noget af det vigtigste for os. Vi har ledt længe efter den eneste ene og nu er hun/han der, vi bliver forelskede, tjekker hinanden ud, investerer i fællesskabet, går på kompromiser, giver af os selv. Vi bygger vores fremtid op sammen, børn, hjem, hus, familie, venner, interesser. Jalousi gør os opmærksomme på at vi kan miste det vi holder allermest af.

Jalousi kan få mennesker til at slå ihjel, både sig selv og andre. Der er kraft i følelsen, der er magt og der er afmagt. Det er en alvorlig størrelse at være i kontakt med, vi kommer tættere på ’døden’, på at miste noget som vi har kært. Det inkluderer måske mere en blot vores partner, det kan også være venner, familie, børn, hjem osv. Vi kan miste det selvbillede som vores partner er med til at opretholde, det billede som vores partner spejler os i. Den kæreste som vi har investeret vores liv i, som vi håber at stifte familie med, blive gamle og smukke med – er hun/han virkelig ved at forlade mig, til fordel for en anden. Smukkere, smartere, stærkere, flottere, rigere og mere selvsikker end mig !!??

I begyndelsen af et forhold vil vi gerne vise os fra vores bedste sider, og jalousi er ikke noget vi stolt viser frem. Jeg ved hvor svært det er at blotte sig og udtrykke de konflikter vi oplever når vi på den ene side gerne vil gøre vores kæreste tryg og på den anden side har brug for at opleve vores frihed. Tryghed og frihed hænger sammen. Når vi oplever tryghed tør vi bevæge os ud i verden, når vi er utrygge forsøger vi sikre os og skabe kontrol. Det gælder både som en indre oplevelse og som en ydre, det gælder både for den enkelte og for parret.

På overfladen ligner det en kamp om magt, men nedenunder handler det om sårbarhed og oplevelsen af ikke at blive mødt på sine følelser, og herunder handler det om at sætte så stor pris på sig selv at vi ikke længere er afhængige af hvad andre tror om os.

Men hvordan skal vi lære os selv det ? Det kan vi bl.a. ved at bruge hinanden til at komme dybere ned i forståelseslagene omkring hvad kærlighed, frihed, integritet og ansvar er. Det er forskelligt fra menneske til menneske og alligevel er det oplevelsen af at blive forstået og anerkendt der giver muligheden for intime og nærværende møder mellem mennesker, som igen er grobunden for tryghed og tillid. Så der er god grund til at få talt om jalousi når følelsen opdages, hos den anden eller hos en selv.

Her er nogle stikord og spørgsmål om jalousi:

- Alle vores følelser er berettigede – også jalousi, det er bl.a. en grund til at overveje din rolle i dit parforhold.
- Jalousi handler også om hvornår din grænse er nået, hvornår nok er nok. Både for dig og din partner.
- Jalousi kan opstå som rene fantasier, men fortæller os at vi er utrygge i vores forhold.
- Jalousi er en tabufølelse i vores verden og hvis vi i lider af mindreværd, gør det kun det hele værre når vi så oven i bliver jaloux.
- Det er egentlig ikke den anden der er skyld i vores jalousi, det er faktisk vores egen følelse, som vi selv kan tage ansvaret for.
- Jalousi stiller spørgsmålstegn ved vores kærlighed – hvilken slags kærlighed holder os sammen?
- Hvem er mest jaloux i dit forhold? Hvad gør du når du er jaloux?
- Gør det dig glad at din partner er jaloux, smigrer det dig lidt ?
- Irriterer det dig at han/hun er så afhængig – at han/hun ikke tager sig selv lidt mere alvorligt ?
- Er de her oplevelser egentlig så forskellige fra mænd til kvinder?
- Jalousi er måske blot en smertelig oplevelse af at vi er langt væk fra en tilfredsstillende følelse af at være uafhængige og frie med rigelige mængder kærlighed til os selv og andre.
- Jalousi handler mest om frygten for at miste, mens misundelse handler mere om ikke at være bedre eller ringere end. Om at gøre sig fortjent til.

Gode råd om jalousi:

- Giv dig selv og din kæreste lov til at have følelsen, accepter og anerkend den, du behøver ikke sige noget om det.
- Det er vigtigt at du selv og din kæreste tager ansvar for egne følelser, og ikke giver hinanden skylden for at I bliver jaloux.
- Spørg om din kæreste har lyst til at tale om det
- Mind jer selv og hinanden om at det er et fælles problem
- Brug jalousien til en snak om jeres værdier for et parforhold, hvad i hver i sær forstår som i orden og hvad der er forkert.
- Fortæl hvilke følelser og tanker du gør dig om det
- Fortæl også hvis det gør dig bange og ked af det
- Undersøg om der er noget du kan hjælpe med
- Fortæl om dine egne oplevelser med jalousi
- Undersøg hvordan I godt kunne tænke jer at have det med jalousi
- Undersøg om der ligger nogen positive budskaber
- Sæt det i perspektiv i forhold til jeres fremtid sammen
- Hvad med frihed, tryghed, tillid, respekt, troskab
- Brug det som en mulighed for at komme tættere på hinanden !
- Vreden, frygten og smerten hører med til opdagelsen, prøv at lade være med at undgå det, men vær nysgerrige uden at fordømme.
- Lige meget hvordan vi garderer os – så vil vi blive sårede og jaloux
- Det hører med til at lære os selv at kende
- Når jalousien overvælder din kæreste så lad ham/hende vide at du ser det, og lad ham/hende tage slåskampen med sin drage, vær med til at pleje hans/hendes sår, det handler om adgangen til kraft og styrke, dyder som du vil nyde godt af når din kæreste får bearbejdet det.

- Turen skal måske tages mange gange, men det kan være den er det værd.

Dette site bruger cookies til at tilpasse indhold og annoncer og til at analysere trafik. Jeg deler også oplysninger om din brug af websitet med mine partnere inden for sociale medier, annonceringspartnere og analysepartnere. Du samtykker til vores cookies, hvis du fortsætter med at anvende vores hjemmeside. Ønsker du ikke cookies, er du velkommen til at slå dem fra i din browser eller at forlade sitet.