Human Contact

Glæde, samvær og seksualitet

changingmyself


Hun var ikke klar over hvad mødet i dag skulle handle om. Han var træt efter arbejdet. I øvrigt var han altid træt.

En par session

Han ved ikke hvad trætheden skyldes men den fylder rigtig meget. Han har lyst til at sove. Måske er der for meget kontrol og frygt i hans liv. For meget ansvar og for meget han vil passe på. For meget tilpasning.

Han er ked af at afvise sin kvinde.

Hun er en dejlig kvinde og han elsker hende højt. Han begærer hende og får tit lyst til hende. Men han handler ikke på sin lyst. Tværtimod.

Han er afvisende når hun kommer til ham med sin lyst. Og han er rigtig ked af det.

"Har du lyst til at have lyst?" Hans svar kommer kraftfuldt og direkte: "Ja, for fanden!"

Hun har lyttet til hans og min snak og hun er bevæget og glad. Glad for det han siger, glad for at han er ærlig, glad for hans åbenhed. Hun er også bekymret fordi deres seksuelle møder bliver færre og færre. Og hun har virkelig lyst til ham. Hun elsker ham og hun vil ham. Men hun kan også mærke at hun er begyndt at lukke sig ned, at hun passer på sig selv nu. At hun er holdt op med at udtrykke sin lyst fordi afvisningerne er begyndt at gøre ondt. Der er blevet for mange af dem.

De sætter sig overfor hinanden og taler om deres seksualitet. De er begge rørt og sårbare. Det er svært at tale om. De er bange for at såre hinanden og de er bange for at blive sårede. Der er knuder i maven og øjne der søger accept og anerkendelse.

Spænding og frygt.

Men de bløder op da de mærker velviljen og modet til at blotte sig. Og de mærker at de begge virkelig gerne vil hinanden. Hun mærker sit mod til at stå ved sin lyst og modet til at udtrykke det. Han mærker viljen til at handle på sin lyst til hende. De mærker deres fællesskab, de mærker intimiteten, de mærker glæden over at være sammen, over at være her. De spejler sig i hinandens lyst, glæde og mod. De har lyst til at have lyst og til at tage et ansvar for deres seksualitet.

Tak for jer. Tak fordi i tør.


Dette site bruger cookies til at tilpasse indhold og annoncer og til at analysere trafik. Jeg deler også oplysninger om din brug af websitet med mine partnere inden for sociale medier, annonceringspartnere og analysepartnere. Du samtykker til vores cookies, hvis du fortsætter med at anvende vores hjemmeside. Ønsker du ikke cookies, er du velkommen til at slå dem fra i din browser eller at forlade sitet.